søndag den 24. september 2017

Det virker, så kan jeg godt stoppe ...

Jeg kan ikke tåle sukker. Der er ikke så meget at være i tvivl om desværre. Min mave gør ondt, bliver irriteret, oppustet og udspilet. Spiser jeg bare lidt sukker mange nok dage i træk, kan jeg nærmest mærke, hvordan den gærer og svamper til. Min ansigtshud bliver irriteret og prikker og få en mere rødlig ikke så flatterende farve ...

Hvis jeg holder mig fuldstændig fra sukker (og hvidt brød) i 3-4 uger, bliver min mave ikke flad men helt blød. Min mave er bare et neutralt sted på min krop, der ikke er irriteret, jeg taber mig, min hud bliver flottere. Jeg føler mig i det hele taget både meget bedre tilpas og meget mere lækker.

Det er jo simpelthen så enkelt som det kan være! .... Lad være med at spise sukker. Bortset fra at sukker smager godt, det er hyggeligt og svært at lade være.

Jeg har en del gange efterhånden holdt mig helt fra sukker en måneds tid. Jeg ved, det virker og jeg ved, at de første 3-4 dage er de sværeste at komme igennem. Derefter aftager min sukkertrang og det bliver lettere at se på (andres) sukker uden, at det behøver at have noget med mig at gøre.

Det begynder med andre ord at køre på skinner. Efter 3-4 uger er det helt tydeligt, at det virker præcis efter hensigten og det er så her, jeg begynder at tænke: "det går jo meget godt, måske skal jeg tage en pause? ... eller bløde lidt op .." Samme logik har jeg tidligere i mit liv brugt i forhold til slankekure: nu begynder det at virke, så kan jeg godt slappe lidt af.

Al erfaring viser bare, at det ikke passer! Jeg er åbenbart på nogle punkter et alt eller intet menneske. Hvis jeg har fået lidt sødt, vil jeg gerne have noget mere og nu jeg er i gang med at snyde, gælder det om at snyde igennem, inden jeg starter op igen. Hvilket jeg i øvrigt har svært ved at tage mig sammen til at gøre.

Det er også muligt, at en måned bare er blevet min mentale grænse. Det ved jeg, at jeg godt kan klare, men derefter bliver jeg så sliksulten ...  Jeg kørte super cool sukkerstop fra 1. august og en måned frem. Indtil der var kokosmakroner hos bageren (det er der ellers aldrig) og det stod klart, at skulle jeg nogensinde snyde, skulle det da være i dag. Det endte lidt gradvist i en snyde igennem periode på en uges tid, men nu har jeg kørt fuld stop igen i over en uge.

Jeg har svært ved definitivt at aftale med mig selv, at jeg aldrig i hele mit liv igen skal smage sukker, selvom fordelene er indlysende. Et helt år uden sukker lyder (på en måde!!) lidt fristende, fordi det kunne være interessant at se, hvor godt jeg ville få det på den tid. Men det er godt nok lang tid... Lige nu tror jeg måske, jeg kører med 1 måned uden sukker, 1 uge med. Spørgsmålet er så bare, om jeg kan styre det og om virkningen bliver for lille på den måde?

Hvis dette er det kedeligste, du har læst i hele dit liv, beklager jeg ;) men er der nogle, der har nogle input, vil jeg gerne høre det. Det må da kunne lade sig gøre at finde noget, der virker.

Andre irrationelle væsner tilstede? :)






torsdag den 7. september 2017

At finde mening og inspiration i det banale




September. Som udgangspunkt en måned jeg godt kan lide. Vejret slog dog om ret brat og blev koldt og efterårsagtigt. Min krop brokker sig over vejrskiftet og gør ondt. Jeg bliver muggen over ikke at kunne foretage mig noget og har i det hele taget ikke været så cheerful de sidste par dage. Jeg havde egentlig tænkt mig at springe bloggen over i denne uge (min plan har altid været at blogge en gang om ugen, selvom det ikke altid bliver sådan) men så læste jeg et blogindlæg, der tager udgangspunkt i en artikel med titlen: "You´ll Never Be Famous - And That´s O.K". Det blev jeg opmuntret og inspireret af, så nu sender jeg linket videre til jer med ønsket om en god septemberdag <3

Finding Meaning and Inspiration in the Mundane





fredag den 1. september 2017

Om fremtidig babyforelskelse



Jeg var på jagt efter strømpebukser eller andet børnerelateret, da jeg så ham og med det samme vidste, hvad jeg så. Midt i Kvicklys børnetøjsafdeling stod en mand med hovedet så langt nede i en barnevogn og en generel udstråling omkring sig, der fortalte, at her kun kunne være tale om en bedstefar! I nærheden gik en kvinde rundt og kiggede på babytøj, som hun glad viste frem til manden. De smilede til babyen og smilede til hinanden og hele det lille sceneri udstrålede så meget glæde, begejstring og splinterny babyforelskelse, at jeg var nødt til at gå over i shampooafdelingen og græde lidt!

Jeg blev rørt simpelthen. Rørt fordi jeg kunne se mig selv i det. Se os i det. Ikke nu selvfølgelig. Lige nu er vi jo heldigvis her sammen med vores dejlige børn, men som et lille glimt af fremtid. Et lille kig ind i en fremtidig glæde.

Ved kassen kom jeg til at stå bagved dem. Babyen var nu oppe på armen og stadig genstand for al opmærksomhed. Det absolut eneste, de købte, var et komplet sæt børnetøj i størrelse meget lille. Trøje, kjole, strømpebukser. Det var hyggeligt at overvære, fordi glæden ved at købe det tydeligvis var så stor. Fordi jeg selv er mor og kender den race, var jeg også en lille smule nysgerrig efter, om babyens mor mon ville blive lige så begejstret for tøjet? :)

Vores egne børn har fantastiske bedsteforældre hele vejen rundt som elsker/elskede (min svigerfar døde for snart 5 år siden) dem meget højt, så det er ikke fordi, jeg ikke ved, hvordan bedsteforældrekærlighed ser ud i praksis. Der var bare noget ved det lille sceneri i Kvickly, som vakte genkendelse i forhold til os og jeg synes, det er rørende og dejligt at tænke på, at vi har en endnu ukendt glæde til gode. Endnu en delt babyforelskelse, denne gang endda med større overskud.  

Jeg kan godt lide tanken om, at vi ikke har elsket vores sidste baby! Indtil videre regner jeg da med, at vores egne børn producerer, men ellers må vi finde en anden lille baby at kaste vores kærlighed på :-)


Tegninger: www.kajsawallin.se






torsdag den 24. august 2017

Børn er nogle, vi låner ...

 
Sensommer <3


Jeg husker ikke præcist, hvor gammel hun var. 7 år måske? I hvert fald sagde Isabella på et tidspunkt, at hun syntes, hendes veninde havde sådan noget pænt tøj. Jeg var meget uenig og protesterede overrasket, at hendes eget da var meget pænere! Min lille datter kiggede roligt på mig og sagde "det er da klart, at du synes det, når nu det er dig, der har valgt det hele..."

Da Alberte nåede nogenlunde samme alder, spurgte hun pludselig en dag, om det var fordi, jeg selv var så glad for blomster, at jeg valgte så meget blomstret tøj til hende?

Min oplevelse var, at de selv var med til at bestemme og at jeg tog hensyn til, hvad de kunne lide ;) men i begge tilfælde var det under alle omstændigheder der, jeg forstod, at det fra nu af var helt og aldeles ligegyldigt, at moderen her havde en forkærlighed for klassisk børnetøj med liberty-mønstre. Ligegyldigt fordi mine børn var i fuld gang med at blive deres egne.

"Børn er nogle, vi låner, indtil de lige pludselig en dag er blevet deres egne". Sætningen faldt jeg over her. Jeg synes, at den er smuk.

Ud af årets 365 dage har vores to dejlige børn fødselsdag to på hinanden følgende dage i juli. I år blev de 14 år og 10 år og jeg kan mærke, at det synker til bunds i mig, at det fra nu er helt slut med små børn. Jeg har ellers i meget lang tid haft held med at bilde mig selv ind, at Alberte stadig var en lille smule lille, men nu hvor hun er fyldt rundt, er det slut med den illusion :)

Hvis jeg giver mig til at tænke over det, er det da lidt vemodigt og mærkeligt, men det passer mig nu godt. Det føles naturligt, at det er her, vi er nu. En familie med store børn!

Liberty-kjolerne, det særligt lækre trælegetøj og de andre ting, jeg måske allermest købte til mig selv, gemmer jeg og satser på at få brug for en anden god gang ;)


PS: indlægget her skrev jeg i hovedet i starten af ugen. Tirsdag aften læste jeg så, at Mette er død. 41 år gammel vist nok og med to børn. Jeg har tænkt rigtig meget på Mette de seneste dage og nu føles det lidt ubarmhjertigt at skrive om børn (eller om noget som helst andet), nu hvor hendes børn og mand lige har mistet hende. Det er en barsk ting generelt, at nogens liv går helt i stykker og for os andre går det bare videre.   



torsdag den 17. august 2017

Hejsa blog!

Gave fra Anette. Tak igen :)
 


Så kom og gik der næsten 7 ugers skolesommerferie. Hvad skal jeg sige om det? ;) Har man læst med længe nok, ved man, at ferie ikke er noget, jeg er udelt begejstret for.

Jeg var involveret i et trafikuheld, da jeg var i tyverne. Fik whiplash, måske hjernerystelse og skader ned gennem hele den højre side af min krop. Kroniske smerter, udmattelse og et meget lavt funktionsniveau er følgerne af det. De kroniske smerter gennem mange år har skadet mit centralnervesystem og gennem tiden har tingene virket ind på hinanden, så det på nuværende tidspunkt er svært at sige, præcist hvorfor jeg er så syg, som jeg er.

Det meget lave funktionsniveau gør, at hverdagen er mit rette element. Med rytme og mulighed for hvile. Når der sker så lidt så muligt og dagene og ugerne ligner hinanden så meget som muligt, kan jeg mest og har det bedst. Massevis af bittesmå vaner er tunet og finpudset i en sådan grad, at jeg i de fleste tilfælde har glemt, hvorfor jeg gør, som jeg gør (indtil jeg gør noget andet og tænker nårh ja, derfor .... )

I ferieperioden er der ikke rutiner! Enten er jeg alene hele tiden eller også slet ikke og alle uger er forskellige. Desværre slider det rigtig meget, giver smerter og gør sommerferien til årets spidsbelastningstidspunkt.

Personligt har jeg været hjemme hele sommeren. Jan og børnene har været på ferie: I Tyskland og i sommerhus. Derudover har børnene været herhjemme og på bedsteforældreferier og Alberte og farmor har været nogle dage i København. Det vigtigste kriterie for sommerperioden er at give børnene den bedst mulige ferie. Det synes jeg, at vi er lykkedes i, så på den måde er sommeren godkendt!

Jeg overvejede lidt at springe dette indlæg over, men det er en væsentlig del af livets gang hos os, så jeg synes, det hører med. Selvfølgelig er det sorgfuldt og svært, at det der pr. definition er et højdepunkt og noget positivt, ikke er det for mig og at det ikke er højsæson for familietid og oplevelser sammen.

Men, men nu er hverdagen her igen. Tid til restitution. Det regner ikke længere HVER evig eneste dag ;) og det er dejligt at være tilbage på bloggen <3





fredag den 23. juni 2017

På gensyn!




Så har alle søde skolebørn fået ferie! Traditionen tro holder jeg en god lang sommerferie fra bloggen. Jeg håber, at sommeren må bekomme jer vel hver og en.

På gensyn på den anden side!

KH Lisbet







lørdag den 17. juni 2017

Min babysøsters bryllupsdag

Mie og jeg 1985


Personligt eller privat? Det snakkede vi om for nylig. Det her er nok på grænsen, men jeg har lyst til at fortælle.

For i dag skal min højt elskede søster giftes! Min højt elskede datter skal være brudepige. Brudepigen har glædet sig, lider ikke af sceneskræk og kommer sikkert til at skride ind i kirken, som om det er hende, der er bruden! Det er mit gæt, men jeg kommer ikke til at se det. Ikke direkte i hvert fald, for jeg skal ikke med.

Jeg er ikke rask nok til at deltage og selvom jeg kigger med på live-streaming og ved, at det ikke kan være anderledes, er det alligevel forkert på så mange måder, som det overhovedet kan være det.

Jeg var næsten 13 år, da du min yngste lillesøster blev født. Jeg husker, hvordan jeg instiktivt gættede, hvad det var mor og far ville fortælle os, husker jubeldansen over nyheden. Husker den dag du blev født. Hvordan vi skiftedes til at sidde med dig i et kvarter.

Jeg husker dig som en lille tumling. Husker min overraskelse over, at det var muligt at være sød, sjov og charmerende. Jeg husker, at jeg tog det nært, da en veninde antydede, at du var forkælet. Hvordan kunne hun overhovedet se andet end charme?    

Jeg har så mange minder om dig som en lille skolepige. Jeg elskede at tale med dig. Snakke om livet. Høre dine hemmeligheder. Jeg husker "hurtig-speeder-cleaner-klanen". En rengørings-patrulje bestående af dig og mig, der suste rundt og gjorde rent afsindigt hurtigt. Husker en leg, vi legede, hvor man skulle råbe noget bestemt rigtig højt, mens man løb ned af vores meget lange gang. Husker togter, vi har været på, hemmelige kommunikationstegn, som kun du og jeg kendte. Vores helt egen personlige hilsen, som vi aldrig har glemt og som du sagde til mig så sent som i mandags: Bye Bye, Kiss Kiss, I love You

Jeg husker en gang vi fire piger ville overmande brormand Jesper og seancen endte med, at din store storebror gik roligt afsted, mens du hang om hans ben og euforisk skreg: "jeg har ham! jeg har ham! .... "
Du har også givet mig råd til tider, som da du hurtigt hviskede til mig i bilen, at hvis man lod som om man sov, blev man båret ind.... Uden at tænke på, at det nok virkede bedst, hvis man var 5 år som du og ikke 18 år som jeg. Jeg husker også en lillesøster, som stille kom ind med en børnebog og spurgte om, du skulle læse for mig, hvis du opdagede, at jeg var ked af det.

Engang var du baby og jeg teenager. Du en lille pige og jeg en ung kvinde. Nu er vi begge voksne, i samme kategori og alder betyder ikke længere noget. Jeg ELSKER stadig at være sammen med dig! og jeg elsker, respekterer og beundrer den kvinde, du er blevet.

Men ... Jeg kan huske dig som en baby i mine arme, og selvom du nu er mega voksen og nok den klogeste af os alle sammen, så tror jeg, at i et hjørne af mit hjerte vil du altid være netop det: min babysøster.

Stort tillykke på jeres bryllupsdag Mie og Javid. Al min kærlighed. Jeg ville sådan ønske, at jeg var der, men hvor er jeg glad for, at I er der! Hvor er jeg glad for, at I fandt hinanden!