fredag den 23. juni 2017

På gensyn!




Så har alle søde skolebørn fået ferie! Traditionen tro holder jeg en god lang sommerferie fra bloggen. Jeg håber, at sommeren må bekomme jer vel hver og en.

På gensyn på den anden side!

KH Lisbet







lørdag den 17. juni 2017

Min babysøsters bryllupsdag

Mie og jeg 1985


Personligt eller privat? Det snakkede vi om for nylig. Det her er nok på grænsen, men jeg har lyst til at fortælle.

For i dag skal min højt elskede søster giftes! Min højt elskede datter skal være brudepige. Brudepigen har glædet sig, lider ikke af sceneskræk og kommer sikkert til at skride ind i kirken, som om det er hende, der er bruden! Det er mit gæt, men jeg kommer ikke til at se det. Ikke direkte i hvert fald, for jeg skal ikke med.

Jeg er ikke rask nok til at deltage og selvom jeg kigger med på live-streaming og ved, at det ikke kan være anderledes, er det alligevel forkert på så mange måder, som det overhovedet kan være det.

Jeg var næsten 13 år, da du min yngste lillesøster blev født. Jeg husker, hvordan jeg instiktivt gættede, hvad det var mor og far ville fortælle os, husker jubeldansen over nyheden. Husker den dag du blev født. Hvordan vi skiftedes til at sidde med dig i et kvarter.

Jeg husker dig som en lille tumling. Husker min overraskelse over, at det var muligt at være sød, sjov og charmerende. Jeg husker, at jeg tog det nært, da en veninde antydede, at du var forkælet. Hvordan kunne hun overhovedet se andet end charme?    

Jeg har så mange minder om dig som en lille skolepige. Jeg elskede at tale med dig. Snakke om livet. Høre dine hemmeligheder. Jeg husker "hurtig-speeder-cleaner-klanen". En rengørings-patrulje bestående af dig og mig, der suste rundt og gjorde rent afsindigt hurtigt. Husker en leg, vi legede, hvor man skulle råbe noget bestemt rigtig højt, mens man løb ned af vores meget lange gang. Husker togter, vi har været på, hemmelige kommunikationstegn, som kun du og jeg kendte. Vores helt egen personlige hilsen, som vi aldrig har glemt og som du sagde til mig så sent som i mandags: Bye Bye, Kiss Kiss, I love You

Jeg husker en gang vi fire piger ville overmande brormand Jesper og seancen endte med, at din store storebror gik roligt afsted, mens du hang om hans ben og euforisk skreg: "jeg har ham! jeg har ham! .... "
Du har også givet mig råd til tider, som da du hurtigt hviskede til mig i bilen, at hvis man lod som om man sov, blev man båret ind.... Uden at tænke på, at det nok virkede bedst, hvis man var 5 år som du og ikke 18 år som jeg. Jeg husker også en lillesøster, som stille kom ind med en børnebog og spurgte om, du skulle læse for mig, hvis du opdagede, at jeg var ked af det.

Engang var du baby og jeg teenager. Du en lille pige og jeg en ung kvinde. Nu er vi begge voksne, i samme kategori og alder betyder ikke længere noget. Jeg ELSKER stadig at være sammen med dig! og jeg elsker, respekterer og beundrer den kvinde, du er blevet.

Men ... Jeg kan huske dig som en baby i mine arme, og selvom du nu er mega voksen og nok den klogeste af os alle sammen, så tror jeg, at i et hjørne af mit hjerte vil du altid være netop det: min babysøster.

Stort tillykke på jeres bryllupsdag Mie og Javid. Al min kærlighed. Jeg ville sådan ønske, at jeg var der, men hvor er jeg glad for, at I er der! Hvor er jeg glad for, at I fandt hinanden!








lørdag den 27. maj 2017

Foto-kurset ingen har bedt om!


Overskriften er klart ironisk ment, for virkeligheden er, at jeg ikke ved noget om at fotografere! Jeg hygger mig nu meget godt med det alligevel, så jeg tænkte, at jeg vil skrive lidt om, hvad der fungerer for mig.

Jeg købte et kamera, da jeg begyndte at blogge, fordi alle de blogs jeg på det tidspunkt fulgte havde billeder. Jeg tænkte slet ikke over, at det kunne være anderledes. Jeg var rigtig glad for mit kamera lige fra begyndelsen, men brugte ikke mange minutter på at sætte mig ind i, hvordan det fungerede  - eller på at lære om fotografering i det hele taget.

Mit kamera har en generel automatfunktion, en indstilling beregnet til portrætter - og en til blomster. Det er de eneste, jeg nogensinde bruger. Hvad kameraet ellers kan, ved jeg ikke rigtig noget om.

Jeg redigerer aldrig mine billeder. De er aldrig beskåret eller behandlet på nogen måde. Jeg lægger dem altid bare op, som de er. Hvis de ind i mellem ser lidt kunstneriske eller manipulerede ud, er det altid et tilfælde. De kom bare til at se sådan ud, da jeg tog billedet. Det er ikke fordi, det er svært at redigere i en basic version. Jeg gider bare ikke :0)

Jeg har ikke en masse viden om fotografering, men jeg har nogle ting, jeg er blevet glad for og som jeg ofte benytter mig af:

- Jeg kan godt lide at tage billeder i modlys. Det kommer der ofte nogle smukke billeder ud af. Ikke mindst af blomster, som jo er det, der primært finder vej til bloggen.

- Jeg kan godt lide at fotografere i solskin. Solstrejf og skyggevirkninger klæder meget ofte billeder!

- Jeg kan sagtens finde på at skyde 20-30 billeder af det samme motiv. Fra lidt forskellige vinkler, men ellers lige efter hinanden. Så er der som regel nogle, der bliver rigtig dårlige, men ofte også nogle, der bliver gode.

- Jeg går ikke så meget rundt og fotograferer på må og få, men når jeg ser et motiv, som for eksempel når solen rammer en lille klynge blomster på en bestemt måde, henter jeg ind i mellem mit kamera.

- Mine billeder har nok ofte et lidt casual tilfældigt look, tror jeg. Det er som nævnt ikke resultatet af dygtig redigering fra min side, men skyldes at de ofte er lidt tilfældige! Jeg kan ikke sidde på hug på grund af beskadigede hofter, så når jeg fotograferer lave planter, stikker jeg bare kameraet ned i formodet højde - og trykker på knappen. Jeg tjekker selvfølgelig undervejs, at jeg nogenlunde rammer mit motiv, men jeg synes ofte, der er en skøn stemning på de billeder, jeg har taget på den måde.    

Nu får jeg det måske til at lyde, som om alt er tilfældigt. Det er alligevel heller ikke rigtigt. For jeg fotograferer naturligvis de motiver, jeg synes er smukkest og jeg er omhyggelig, når jeg udvælger billeder. De billeder, jeg vælger, er altid dem, der har en stemning eller følelse over sig, jeg godt kan lide. Dem jeg intuitivt synes om. Det er ikke de mest "korrekte" og pæne.
Desuden har jeg beundret andres fotos. Det er ikke noget, jeg har gjort bevidst, men jeg tror, at jeg på den måde har udviklet en fornemmelse for, hvad jeg personligt synes er smukt.

Slut med tips, tricks, hemmeligheder og fifs her fra denne glade amatør. Ligger man inde med nogle tricks, er man meget velkommen til at dele dem i kommentarfeltet. Pointen med indlægget her må helt klart være, at man kan få rigtig megen glæde af sit kamera, også selvom man teknisk er både uvidende og doven, hvis bare man fotograferer med hjertet :-)



tirsdag den 16. maj 2017

Jeg forstår ikke forskellen på personlig og privat?




Det er meget muligt, at jeg bare kan google, men det er sjovere at spørge jer :) Spørgsmålet er, som overskriften kraftigt antyder, hvad forskellen er på, at noget er personligt og at noget er privat?

Jeg ved ikke, om jeg er stødt på det andre steder i livet, men herinde i bloggerlandet er det en almen sandhed. En regel alle kender og som der ofte bliver refereret til: man deler personligt (hvis man har lyst) men aldrig privat.

Her er det så, at jeg må sige, at jeg aldrig helt har forstået det. Hvis privat er det, der ikke kommer andre ved, er det vel det samme som, at noget er for personligt til at dele? Hvorfor er det ikke bare forskellige grader af, hvor personlig man har lyst til at være? Hvorfor er privat en helt anden kategori? Handler det mest om emner? eller om måden man skriver om dem på? Det er meget svært, kan I nok høre :o)

Det sker, at jeg støder på skriverier, der efterlader mig med en følelse af, at skribenten har overskredet en usynlig grænse. At det er - ja for privat, men det er alligevel en vag beskrivelse. Selv har jeg ting, jeg af den ene eller anden grund, ikke fortæller nu, men sagtens kan forestille mig at dele på et senere tidspunkt. Men det siger jo ikke noget om, hvorvidt disse emner er personlige eller private, men er blot et udtryk for, hvor jeg pt. er henne i forhold til dem.

Jeg synes ikke, det er svært at finde den tone, jeg har lyst til at skrive i herinde. Det giver egentlig meget sig selv, så det skal ikke forstås som udtryk for en personlig krise. Jeg undrer mig bare over, at jeg tilsyneladende ikke forstår det indlysende. So enlighten me, please :-)  


 

fredag den 28. april 2017

We were together




We were together.
I forgot the rest.

   -Walt Whitman


Smukt - og kort - om kærlighed! Jeg blev mindet om for nylig, at det ikke er en selvfølge at opleve stor kærlighed i løbet af sin livstid. Jeg lever midt i det. Sikke et privilegie <3



tirsdag den 11. april 2017

Eftervirkninger

 




De sidste par måneder har været lidt en rodet og forvirrende tid. Lidt antiklimaks på antiklimaks. Antiklimaks i første omgang, at da huset ENDELIG kom, blev der et langt - og ikke mindst uventet -krævende efterspil på grund af sjusk og snyd. Da røgen så endelig lagde sig efter det, blev det tydeligt (hvilket ikke er overraskende, men alligevel irriterende) - at der ikke er noget som helst nyt, jeg "bare" kan gøre. Heller ikke begynde at bruge et splinternyt og virkelig dejligt anneks. Jeg (min hjerne) har brug for tilvænning. Langsomt over tid.

Vi har i en periode haft en aflastningslejlighed og fordi jeg vidste, at vi ville få brug for en gradvis overgang fra at have den til kun at bruge annekset, havde vi planlagt en periode til at sikre det. På grund af de mange forsinkelser med levering, blev der imidlertid ikke nogen overgangsperiode. Hvilket for mig personligt betød, at annekset blev en yderligere belastning istedet for en aflastning. Det kommer til at ændre sig over tid og det er så småt begyndt at blive bedre, men jeg må sige, at det har været sådan en tid, hvor jeg har tænkt at SUK! nogle gange var det altså dejligt at have et nemt liv - bare noget af tiden!

Det tager tid at indføre nye rutiner og finde ud af, hvad der fungerer godt og knap så godt. Sådan er det jo og det er vel heller ikke usædvanligt, at når man har sat sin lid til noget igennem lang tid, bliver man lidt træt, når det ikke umiddelbart løser alle ens problemer (selvom man godt ved det). Jeg har i hvert fald været træt og ikke rigtig hverken orket eller gidet de nye store udfordringer. Tingene begynder at stabilisere sig en anelse nu og det er rigtig dejligt.

Jeg holder mest af at skrive blogindlæg, når det falder mig naturligt at twiste det med noget positivt på en eller anden måde. Jeg ved faktisk ikke helt hvorfor. Jeg er ikke så god til at skrive den her type indlæg, som mest er informative, nok fordi jeg ikke rigtig føler, at de tjener et formål. Men nu er det lidt tid siden, at jeg har været her sidst, så idag vil jeg blot tjekke ind og lade det stå som det er: en lille status-rapport på livet!

KH Lisbet


onsdag den 15. marts 2017

Lige nu kan alting ske!








Denne tid på året er næsten det tætteste man som voksen kommer på uendelig:) Lige nu kan alting ske. Det hele ligger foran os. "Det hele" forstået som et halvt år, der måske bliver fantastisk. Forår, sommer, sensommer, indian summer? Måske kommer solen faktisk til at skinne uafbrudt de næste seks måneder. Måske bliver der endeløse utallige lyse varme aftner? Måske bliver det sådan et år, hvor man i slutningen af september glæder sig til at kunne trække i jeans og en striktrøje (det 'er sket!)

Måske. Endnu ved vi det ikke, men en ting er sikkert: skønhed er på vej! En overflod af blomster de næste mange, mange måneder. Grønt, grønt, grønt. Lys himmel. Blåt hav :)  

Glædelig midt marts :)