tirsdag den 9. juni 2015

Om at sige skat til en kat



Jeg er ikke dyre-menneske. Det har jeg aldrig været. (Jeg har dog tidligere skrevet om at være begyndende glad for kat ;-)) Katten fik vi, fordi jeg synes, det ville være dejligt for børnene med et kæledyr, de havde mere glæde af end Molly Kanin. Det er helt sikkert gået i opfyldelse. De er begge to meget glade for katten, som nu hedder Teddy Brown. "Hvor er Teddy?" er ofte det første de siger, når de kommer hjem. Faktisk er det åbenbart helt utroligt, så nuttet den kat er ;-)

Vi ser en del til hinanden, katten og jeg. For modsat resten af familien er han næsten altid hjemme og er jeg næsten altid hjemme. Nu er der så sket det, at jeg to gange på det sidste er kommet til at kalde min kat for skat! Og det er ikke godt, for sådan et menneske er jeg altså ikke. Sådan et der går rundt og kalder en kat for skat!

Jan har ikke det problem. Han er vokset op med hund og siger ofte ting i stil med "Hej Teddy, din lille loppesæk" eller "Deres kattemajestæt" når han synes, at den er lige magelig nok. Altid dog sagt i et kærligt tonefald, så katten ved nok ikke, at den burde være fornærmet :-)

Måske er det lidt ligesom dengang, jeg blev have-menneske. For sådan et var jeg nemlig heller ikke! Overhovedet. Jeg blev meget overrasket over det. De første par år syntes jeg faktisk, at det var lidt flovt. At det var lidt en gammel dame hobby. Det er jeg kommet helt og aldeles over og er nu bare fuldstændig vild med min have.

Hvordan det kommer til at gå med skatte-katten ved jeg endnu ikke ;-)

Måske Liv (som har hyggelige, sjove og meget positive Min skæve vinduesplads til verden) kan relatere til noget af det, efter at hun er begyndt at sprøjte haveindlæg ud ;-)    



19 kommentarer:

  1. Hvis bare katte ikke fældede, kradsede møbler mv og man kunne få lugtfri kattebakker. Så tror jeg også jeg kunne blive glad for katte ;) hehe... Andre folks katte. Det er fint for mig. Kh Birgitte

    SvarSlet
    Svar
    1. Hehe, den bruger heldigvis næsten aldrig kattebakken - vil hellere ud, men kattehår og at vores gang stinker af kattemad kunne jeg også godt undvære ;-)

      Kh Lisbet

      Slet
  2. Sikke et herligt indlæg, jeg har haft det sådan med lyserødt, altså nu er jeg vild med det i haven:-) men det er dejligt at snakke med dyrene, dog blev jeg også lidt overrasket da jeg kaldte katten for tøsen, og hunden for mors lille dreng, sidder her og griner for den er for meget;-) Men vi har desværre ikke kat mere, hun er blevet kørt over for en lille uge siden, stort snøft<3
    Dejlig dag til dig!

    SvarSlet
    Svar
    1. "Mors lille dreng"... - der tror jeg altså ikke, at jeg ender, men vi må se ;-D
      Det er jeg ked af at høre. Jeg kan huske du har fortalt, hvor glæde I var for, at I havde fået den. Det var trist!

      Tak og i lige måde, Anette.

      Slet
  3. Fnis kat-skat:-D Havemenneske bliver jeg aldrig men kattemenneske er jeg. Vi elsker vores kat, Muffin. Jeg snakker til hende som var hun en af børnene..... Håber ikke naboerne kan høre mig:/

    SvarSlet
    Svar
    1. He, ja det rimer ;-) Jeg var glad for, at min egen familie ikke hørte mig! men vi må se, hvordan det går :-)

      KH Lisbet

      Slet
  4. Jeg tænker at det jo nok er en del af vores personlige udvikling..
    Man ændre sig jo hele livet og der er jo bare andre ting vi sætter pris på i takt med at vi bliver ældre.. :D
    Synes det er dejligt at katten er faldet godt til hos jer..

    Knus <3

    SvarSlet
    Svar
    1. Ja, det er også meget rart, at man kan blive overrasket over sig selv en gang i mellem :-)
      Det tror jeg helt sikkert, at den er :-)

      Knus Lisbet

      Slet
    2. Jeg har ind imellem lyst til ting, hvor jeg tænker.. det er kun fordi jeg er blevet ældre at det går.. Ha Ha :D

      Slet
    3. Så skal jeg nok lade være med at fortælle, at du jo faktisk stadig er temmelig ung, Jeanette ;-D

      Slet
    4. Ha Ha ja, men føler mig ind imellem som en på 80.. ha ha :P

      Slet
  5. Haha, jeg er helt solgt til katte og har pinligt mange kælenavne for vores. Men min kæreste var ude på samme rejse som dig, han var meget insisterende på, at han i hvert fald aldrig blev kattemenneske. Indtil vi så fik én ved en tilfældighed. Han kan stadig ikke helt få sig selv til at indrømme det, men prøver at overbevise sig selv om, at "Jeg er ikke kattemenneske, jeg er Adonis-menneske" :-) Teddy er i øvrigt et sødt navn.

    SvarSlet
    Svar
    1. Smil, ja jeg er mest på hold med din kæreste. Vi må se, hvor det ender :-) Lige for tiden ser jeg den faktisk næsten ikke. Efter at det er blevet godt vejr, er den flyttet udenfor og kommer næsten kun forbi for at se, om den gider at spise det, der bliver serveret!
      Min ældste datter fandt på navnet. Den yngste fik en pose slik og så var det afgjort ;-)

      Slet
    2. Hi Hi- fnis- en pose slik i bytte for at bestemme kattens navn- jeg ser situationen for mig- og ved også at det så nok blev Pernille hos os der bestemte navnet :-) Når du nu måske er blevet en lille smule omvendt skal jeg høre om hvordan jeg overtaler manden til at vi skal have kat ,-) gode råd modtages !!

      Slet
    3. Hej Ellen Kathrine
      Jeg syntes også, det var sjovt, da jeg fandt på det med slikket, for jeg var næsten sten-sikker på, at det ville ende som det gjorde: at navne-fejden var afgjort på fem sekunder :-D
      Gode råd ligefrem.... For mig var motivationen helt klart, at jeg gerne ville af med kaninen i haven! Forstået på den måde, at jeg syntes det var skørt at have et kæledyr derude, som de stort set ikke havde glæde af og som Isabella endda havde dårlig samvittighed overfor. Det syntes jeg var så skørt. Underholdnings- og hyggeværdien i katten er MEGET større for dem begge. Så appeler til hans far-hjerte! ;-) Personligt er Jan slet ikke omvendt, men han er helt enig i, at det er dejligt for børnene :-)

      Slet
  6. Arj altså. Have-blogger bliver jeg ikke. Måske skabs-have-blogger. Nu da jeg lige kan løfte sløret for at der faktisk må komme mindst et have-indlæg mere inden for rimelig tid. Der sker jo så meget derude. Ikke alle ting gode - men vi tager det sure med det søde. Eller ... haven er der jo uanset. Tak for den fine omtale. Kh. Liv

    SvarSlet
    Svar
    1. Nej, ligefrem haveblogger så jeg heller ikke for mit indre blik. Velbekomme :-)

      Slet
  7. Ha ha, sikke et skønt indlæg, der fik mig til at smile :-) Fedt, at du lukker katten ind i dit liv, for børnenes skyld, selv om du ikke er så vild med dyr. Og endnu mere fedt det med at opdage at man måske alligevel er sådan som man bare slet ikke er!
    Glæder mig til at følge med her på din blog!
    Kh Rikke

    SvarSlet
    Svar
    1. Hej Rikke
      På et tidspunkt, da Isabella var mindre, var hun den eneste i sin klasse, der ikke havde et kæledyr! Så jeg har fornemmet et vist pres ;-)
      Hjerteligt velkommen til! Jeg faldt straks for stemningen på din blog, så jeg vender helt sikkert også tilbage :-)

      KH Lisbet

      Slet