fredag den 30. oktober 2015

Noget om stress og ting, der tager tid. Lang tid





Det er et stykke tid siden, jeg sidst har skrevet noget om mig selv. Sidst var i starten af september i Om ensomhed, distance og troen på noget ens i os alle. Et af de blogindlæg det betød noget særligt for mig at skrive :-) Der er ikke så meget nyt at fortælle desværre. Jeg er stadig her. Hjemmefra ½ time om ugen. Ingen gæster. Meget sjældne små telefonsamtaler. Meget lav tærskel for alting.

Jeg havde lige et par dage i september, hvor jeg pludselig havde følelsen af at være kommet videre. Jeg kunne stadig ikke noget som helst, men jeg kunne pludselig forestille mig igen at kunne små ting, hvilket var en stor forskel. De dage blev dog hurtigt efterfulgt af fem-seks uger som igen har været noget værre møg med smerter, stress-symptomer og søvnløshed. I glimt fornemmer jeg stadig fremskridt. Ser man godt efter, tror jeg, der sker små ting, men man skal kigge godt. I mit lille hjemmeliv med mine tre elskede mennesker fornemmer jeg, at det går stille fremad. Hvilket selvfølgelig er rigtig, rigtig vigtigt.

Jeg kom til skade i et trafikuheld for mange år siden og når man har haft smerter og skiftende symptomer så længe som jeg, er det svært at sige præcis, hvad der foregår og hvad der er årsag til hvad. Jeg tror dog, at det, der er sket, er at jeg gået ned med stress/voldsom overbelastning efter at have presset mig selv over evne i mange år.

Forenklet sagt (og det er det) plejer jeg at leve der, hvor raske havner, når de går ned med stress. Når jeg så gik ned fra det sted, er der bare ikke ret meget tilbage. Jeg synes, at det har varet længe!? og samtidig ved jeg også godt, at jeg nok har bygget op til det i lang tid.  

Jeg har ikke noget særligt kækt eller klogt at sige i dag. Det er bare en lille opdatering om, hvordan livet er. Invaliderende sygdom er der ikke så mange, der kender til, men stress... Jeg tror en del af jer har været der! Er der nogen, der har lyst til at fortælle, for eksempel om, hvad der har hjulpet/hjælper, noget om tidshorisont eller hvad som helst andet, vil jeg meget gerne høre det <3



24 kommentarer:

  1. Tak fordi du deler. Stress har jeg aldrig haft men for 8 et halvt år siden fik jeg sclerose. I dag kan gå 200 meter men det er bedre end ingenting og man kan sagtens leve normalt selvom man ikke kan gå ret godt. Det har vi erfaret. Håber du er på vej i den rigtige retning. Mange tanker herfra.

    SvarSlet
    Svar
    1. Kære Mette
      Selv tak fordi du fortæller. Det er virkelig dejligt at I har erfaret, at det godt kan fungere. Også selvom det selvfølgelig kræver en indsats fra jeres side og tilpasninger til livet er jeg sikker på. Dejligt at høre.
      Kh Lisbet

      Slet
  2. Jeg har erfaringer med stress som jeg gerne vil dele med dig, og den vej jeg er på for at komme videre. De er så personlige at kun få af mine nærmeste kender til dem, og jeg har ikke modet til at dele dem her. Du er velkommen til at sende mig en mail - adressen står på min blog :-)
    Dejligt at du glimtvis oplever bedring
    Kh
    Mette

    SvarSlet
    Svar
    1. Kære Mette
      Jeg føler mig virkelig beæret over, at du har lyst til at dele noget med mig som er så personligt for dig. Af hjertet tak! Du kan tro jeg sender dig en mail :-)
      Kh Lisbet

      Slet
  3. Kære Lisbeth
    Da jeg var syg med stress, var det efter at have kørt "med tom tank" i mange måneder. Min kone havde prøvet at råbe mig op uden held. Jeg blev ved at tage mig sammen, for jeg kunne jo godt lige klare én dag til. Og det kunne jeg også. Lige ind til jeg slet ikke kunne mere. Da havde min familie længe måttet tage til takke med det hylster,som jeg nu så, at jeg var blevet.
    Det der ramte mig hårdest, da jeg langt om længe opgav at tage mig sammen, var følelsen af inderlig værdiløshed. Jeg følte mig som intet værd for nogen.
    I dette fik jeg fat i min egen historie. Hvor denne følelse af værdiløshed først have ramt mig. Jeg skulle langt tilbage - men det hjalp mig til at finde en vej videre. Jeg forstod, at det jeg var ramt af, i virkeligheden stammede fra noget lille Rune blev udsat for. Noget jeg ikke havde fortjent, og som havde såret mig så dybt, så jeg måtte placere skylden hos mig selv. At få øje på dette hjalp mig til at begynde at finde min værdi igen. For det var ikke min egen skyld. Jeg er god nok og værd at elske - præcis som jeg er.

    SvarSlet
    Svar
    1. Kære Rune
      Tak for din beretning. Der er nok mange veje ind i - og ud af - stress. Tak fordi du tog dig tid til at fortælle. Og ja - det er du!
      Kh Lisbet

      Slet
  4. Jeg kender min krop og mit sind så godt nu at når jeg når til en dårlig perioder, så sætter jeg ind med selvforkælelse og tvinger mig selv til at lave absolut ingenting. Når min krop er stresset, vimser jeg rundt om mig selv og kan alligevel ikke finde hoved og hale i noget. Før jeg kan komme ud ad den onde cirkel skal jeg helt derned hvor det næsten piner mig. Det kan være en uge eller to på sofaen. I de perioder hvor jeg er stresset kan det næstes føles som tortur, men når først jeg er faldet helt derned hvor jeg kan nyde at slappe af ved jeg at det er godt igen..

    ved ikke om det gir mening :P
    Knus <3

    SvarSlet
    Svar
    1. Kære Jeanette
      Tak fordi du er så sød til at kommentere:-) Jo, det giver rigtig god mening. Jeg kan sagtens følge det. Des tidligere man kan lære at opfange det, jo bedre selvfølgelig. Det er skønt at du bliver så klog på dig selv efterhånden!
      Kh Lisbet

      Slet
    2. Er nok snart så klog at jeg kan undvære hovedet.. ha ha :P

      Håber du finder det som virker for dig.. <3

      Slet
  5. Tak fordi du deler. Jeg tror på vigtigheden i, at kunne tale om dette åbent og uden skam. For jeg føler nogle gange at stress og lignende er forbundet med en dyb skam over 'ikke at kunne tage sig sammen'. Jeg har lejlighedsvis snuset til stress, men aldrig været så langt ude, at jeg blev sygemeldt. Har dog flere i min omgangskreds, som desværre har været helt ude og vende. Det er hårdt - og det er også hårdt for os, der gerne vil hjælpe og støtte. For der er ikke nogen facitliste for hjælp eller kur. Kh. Birgitte

    SvarSlet
    Svar
    1. Kære Birgitte
      Tak for din kloge kommentar. Jeg er sikker på, at du har ret i det, du skriver. Egentlig er det lidt mærkeligt, når nu det samtidig er så udbredt, at man ikke bliver det mindste overrasket over at høre, at en gammel veninde man ikke har haft kontakt med længe (andet end snyde-kontakt på Facebook) har været sygemeldt på grund af stress siden sidst. Igen tak for din kommentar.
      Kh Lisbet

      Slet
  6. Tak fordi du deler - og for din åbenhjertighed :o)

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak fordi du læser med - jeg kan vist ikke skrive på andre måder :O)

      Slet
  7. Hej Lisbet
    Jeg varmer op til at genoplive min blog.
    En kort bemærkning til dig er måske et skridt på vejen?

    Efter et trafikuheld, som jeg kom mig forbløffende hurtigt fra,
    blev jeg presset, af mig selv og andre,
    til at genoptage for meget arbejdet alt for hurtigt.
    Derfor gik jeg ned med stress efter nogle måneder.

    Det var en hjælp for mig;

    - at tænke på mig selv som elsket
    (Så transmissioner fra Kirken i Kulturhuset på tv.
    De havde altid fokus på at vi er elskede.)

    - at gøre noget godt for mig selv hver dag.
    (Også når det slet ikke føltes sådan i nuet,
    men jeg kun svagt erindrer at det var rart engang.)

    SvarSlet
    Svar
    1. Kære "tante"
      Hvor dejligt med en hilsen fra dig. Ja, det kunne da være dejligt, hvis det blev et skridt mod det :-)
      Tak fordi du fortæller og for dine brugbare punkter! Men når du refererer til Kirken i Kulturcenteret gør du mig nysgerrig. Kender jeg dig i virkeligheden? For det var min kirke, mens vi boede i København :-)
      Kh Lisbet

      Slet
    2. Det lyder jo som en opfordring til at få gang i tastaturet igen.
      Jeg er smigret, Lisbet.

      Jeg tror nu ikke du kender mig - ikke fra din kirke i Kbh i hvert fald.
      Jeg fulgte kun med på tv-mv,
      dengang de sendte en udsendelse derfra søndag aften.
      (Så var det jo ikke en transmission.. :-/ )

      Jeg er rigtig glad for at du tænker mit input er brugbart.
      Håber meget at du finder dérhen hvor livet er rigtig dejligt - meget mere af tiden.

      Slet
    3. Ja, jeg synes da bestemt, at du skal begynde at blogge igen! Du har lidt særstatus for mig, fordi jeg ikke så længe efter, at jeg var begyndt at blogge, pludselig så, at der stod "Livsglimt" på din blogroll! Jeg blev vildt glad og meget forundret over, at der var nogen, der havde lyst til at følge med. Så jeg er taknemmelig for, at du stadig er her :-)

      Nej ok. Det kunne jo være :-)

      Ja tak - meget mere af tiden!
      KH Lisbet

      Slet
  8. Kære Lisbeth

    Sikke et dejligt indlæg, du har skrevet. Det er selvfølgelig ikke rart at læse, du ikke har det så godt - og jeg sender dig et varmt kram! - men det er rart, at du sætter ord på det. Og at du er så god til det. Jeg er sikker på, det betyder meget for mange. Du har nogen særlige vinkler, sådan en positiv, lys indstilling og en nysgerrighed, der er så god, synes jeg, fx her i bloggerlivet. Har du egentlig nogensinde tænkt på at bruge dét, at du kan skrive til noget, og mere? Og har du egentlig lyst? Jeg tror, måske er der en journalist gemt i dig?:)
    Jeg tænker allerede nu, bruger du jo din evne, i forhold til at blogge. Og det er så sejt. Og du giver så meget til mange, ved at gøre det!
    Jeg har samme funktionsniveau som dig, kan jeg læse mig til. Så jeg ved, hvordan det føles, så godt som jeg nu kan - når vi er to forskellige mennesker. Og jeg skriver endelig ikke dét, jeg skriver for at presse dig. Det ved jeg også godt, hvordan føles, når andre kommer til at gøre i bedste mening. Jeg skriver bare dét, jeg umiddelbart tænker og føler. Måske kan du bruge det, eller måske ikke?
    Jeg har ikke læst den bog, du skriver om, af René Toft Simonsen. Den er nok ikke lige mig, men jeg kunne rigtig godt li´dit indlæg. Og jeg har læst et lille interview med René, i forbindelse med bogen, hvor hun udtaler, at hun har en stærk vilje, som bare pokker:) Og at hun føler, det var derfor, hun blev ramt af angst engang. For der skulle et kæmpe signal fra hendes krop til, at hun ligesom fik drejet af og begyndt på et nyt kapitel i hendes liv. Ellers var hun bare blevet i samme job som model, af ren og skær viljeskraft. Jeg kan kende det så godt fra mig selv. Selvom det handler om noget helt andet. Jeg har også en bomstærk vilje, men jeg var ikke som sådan stresset i mit arbejdsliv eller privatliv. Jeg tror, at jeg forstår nu, at min sjæl savnede alt dét, der hører til et sjæleliv (for mig): Tro, kunst og poesi. Og en re - definering af mine værdier og min opfattelse af, hvad der er et værdifuldt liv her på jorden. For det er IKKE det liv, jeg ser, de fleste lever, i vores lille elite hjørne af verden. Og som jeg selv levede. Bundet så meget op på materialisme, fx. Også alt muligt andet: Nærvær, kærlighed, venner og familie og et dejligt arbejdsliv. Men materialismen tager en stor bid, og så er der bare mindre bidder til det vigtige. Dét, der nærer sjælen. Min sygdom ME er fysisk - selvom om psyke og fysisk selvfølgelig spiller sammen - men, jeg fik den, tror jeg, pga. dét. Jeg tror slet ikke, jeg har fået svaret på det, du har spurgt om i dit indlæg, men nu fik jeg skrevet det her. Jeg håber måske, du kan bruge det? En lille vigtigt ord, jeg selv har brugt meget i min hele proces, er det her: Accept.

    Smil og kram og god bedring herfra mig til dig:)

    SvarSlet
    Svar
    1. Kære Laila
      Der brugte du så lige en god del af dine ressourcer på at skrive denne lange kommentar til mig. Tak! Jeg har desværre brugt alle mine skrive/computer-ressourcer på at surfe efter julegaver til børnene! (Hyggede mig og fandt virkelig gode ting, jeg glæder mig til at give dem!) men det betyder, at mit svar til dig bliver meget kortere end det fortjener! Vid at jeg har læst det hele grundigt :-)

      Lige præcis det med at skrive har jeg faktisk skrevet det meste af et blogindlæg om - i hovedet. Så mon ikke der kommer noget om det på et tidspunkt ;-) Tak for dine dejlige og opmuntrende ord

      Kram tilbage fra Lisbet

      Slet
  9. Kære Lisbeth

    Tak for dit svar. Det glæder mig, uanset om det er mange ord eller ej:)
    Og i går blev jeg ikke træt af at skrive, derfor gjorde jeg det.
    Julegaver til børnene - der findes ikke noget mere dejligt og hyggeligt! Godt, du klarede det:)

    Alle bedste ønsker og tanker for dig, fra Laila

    SvarSlet
    Svar
    1. Det var super hyggeligt :-) Bare svært at få stoppet i tide!

      Slet
  10. Kære Lisbeth,
    Vi kender slet ikke hinanden. Men for et par år siden levede jeg også i en sump af træthed, underlige smerter og uendelig supmen. Måske kommer nogle af dine symptomer slet ikke fra trafikuheldet, men fra din fordøjelse. Før du fnyser og ryster på hovedet, så prøv at læse om lavFODMAPdiæten. Den har givet mig livet igen.
    Mange gode ønsker fra Charlotte (Uglemor)

    SvarSlet
    Svar
    1. Kære Charlotte
      Nej jeg fnyser ikke. Jeg vil helt sikkert kigge på det. Mange tak fordi du skrev!
      Kh Lisbet

      Slet