fredag den 23. juni 2017

På gensyn!




Så har alle søde skolebørn fået ferie! Traditionen tro holder jeg en god lang sommerferie fra bloggen. Jeg håber, at sommeren må bekomme jer vel hver og en.

På gensyn på den anden side!

KH Lisbet







lørdag den 17. juni 2017

Min babysøsters bryllupsdag

Mie og jeg 1985


Personligt eller privat? Det snakkede vi om for nylig. Det her er nok på grænsen, men jeg har lyst til at fortælle.

For i dag skal min højt elskede søster giftes! Min højt elskede datter skal være brudepige. Brudepigen har glædet sig, lider ikke af sceneskræk og kommer sikkert til at skride ind i kirken, som om det er hende, der er bruden! Det er mit gæt, men jeg kommer ikke til at se det. Ikke direkte i hvert fald, for jeg skal ikke med.

Jeg er ikke rask nok til at deltage og selvom jeg kigger med på live-streaming og ved, at det ikke kan være anderledes, er det alligevel forkert på så mange måder, som det overhovedet kan være det.

Jeg var næsten 13 år, da du min yngste lillesøster blev født. Jeg husker, hvordan jeg instiktivt gættede, hvad det var mor og far ville fortælle os, husker jubeldansen over nyheden. Husker den dag du blev født. Hvordan vi skiftedes til at sidde med dig i et kvarter.

Jeg husker dig som en lille tumling. Husker min overraskelse over, at det var muligt at være sød, sjov og charmerende. Jeg husker, at jeg tog det nært, da en veninde antydede, at du var forkælet. Hvordan kunne hun overhovedet se andet end charme?    

Jeg har så mange minder om dig som en lille skolepige. Jeg elskede at tale med dig. Snakke om livet. Høre dine hemmeligheder. Jeg husker "hurtig-speeder-cleaner-klanen". En rengørings-patrulje bestående af dig og mig, der suste rundt og gjorde rent afsindigt hurtigt. Husker en leg, vi legede, hvor man skulle råbe noget bestemt rigtig højt, mens man løb ned af vores meget lange gang. Husker togter, vi har været på, hemmelige kommunikationstegn, som kun du og jeg kendte. Vores helt egen personlige hilsen, som vi aldrig har glemt og som du sagde til mig så sent som i mandags: Bye Bye, Kiss Kiss, I love You

Jeg husker en gang vi fire piger ville overmande brormand Jesper og seancen endte med, at din store storebror gik roligt afsted, mens du hang om hans ben og euforisk skreg: "jeg har ham! jeg har ham! .... "
Du har også givet mig råd til tider, som da du hurtigt hviskede til mig i bilen, at hvis man lod som om man sov, blev man båret ind.... Uden at tænke på, at det nok virkede bedst, hvis man var 5 år som du og ikke 18 år som jeg. Jeg husker også en lillesøster, som stille kom ind med en børnebog og spurgte om, du skulle læse for mig, hvis du opdagede, at jeg var ked af det.

Engang var du baby og jeg teenager. Du en lille pige og jeg en ung kvinde. Nu er vi begge voksne, i samme kategori og alder betyder ikke længere noget. Jeg ELSKER stadig at være sammen med dig! og jeg elsker, respekterer og beundrer den kvinde, du er blevet.

Men ... Jeg kan huske dig som en baby i mine arme, og selvom du nu er mega voksen og nok den klogeste af os alle sammen, så tror jeg, at i et hjørne af mit hjerte vil du altid være netop det: min babysøster.

Stort tillykke på jeres bryllupsdag Mie og Javid. Al min kærlighed. Jeg ville sådan ønske, at jeg var der, men hvor er jeg glad for, at I er der! Hvor er jeg glad for, at I fandt hinanden!