torsdag den 24. august 2017

Børn er nogle, vi låner ...

 
Sensommer <3


Jeg husker ikke præcist, hvor gammel hun var. 7 år måske? I hvert fald sagde Isabella på et tidspunkt, at hun syntes, hendes veninde havde sådan noget pænt tøj. Jeg var meget uenig og protesterede overrasket, at hendes eget da var meget pænere! Min lille datter kiggede roligt på mig og sagde "det er da klart, at du synes det, når nu det er dig, der har valgt det hele..."

Da Alberte nåede nogenlunde samme alder, spurgte hun pludselig en dag, om det var fordi, jeg selv var så glad for blomster, at jeg valgte så meget blomstret tøj til hende?

Min oplevelse var, at de selv var med til at bestemme og at jeg tog hensyn til, hvad de kunne lide ;) men i begge tilfælde var det under alle omstændigheder der, jeg forstod, at det fra nu af var helt og aldeles ligegyldigt, at moderen her havde en forkærlighed for klassisk børnetøj med liberty-mønstre. Ligegyldigt fordi mine børn var i fuld gang med at blive deres egne.

"Børn er nogle, vi låner, indtil de lige pludselig en dag er blevet deres egne". Sætningen faldt jeg over her. Jeg synes, at den er smuk.

Ud af årets 365 dage har vores to dejlige børn fødselsdag to på hinanden følgende dage i juli. I år blev de 14 år og 10 år og jeg kan mærke, at det synker til bunds i mig, at det fra nu er helt slut med små børn. Jeg har ellers i meget lang tid haft held med at bilde mig selv ind, at Alberte stadig var en lille smule lille, men nu hvor hun er fyldt rundt, er det slut med den illusion :)

Hvis jeg giver mig til at tænke over det, er det da lidt vemodigt og mærkeligt, men det passer mig nu godt. Det føles naturligt, at det er her, vi er nu. En familie med store børn!

Liberty-kjolerne, det særligt lækre trælegetøj og de andre ting, jeg måske allermest købte til mig selv, gemmer jeg og satser på at få brug for en anden god gang ;)


PS: indlægget her skrev jeg i hovedet i starten af ugen. Tirsdag aften læste jeg så, at Mette er død. 41 år gammel vist nok og med to børn. Jeg har tænkt rigtig meget på Mette de seneste dage og nu føles det lidt ubarmhjertigt at skrive om børn (eller om noget som helst andet), nu hvor hendes børn og mand lige har mistet hende. Det er en barsk ting generelt, at nogens liv går helt i stykker og for os andre går det bare videre.   



torsdag den 17. august 2017

Hejsa blog!

Gave fra Anette. Tak igen :)
 


Så kom og gik der næsten 7 ugers skolesommerferie. Hvad skal jeg sige om det? ;) Har man læst med længe nok, ved man, at ferie ikke er noget, jeg er udelt begejstret for.

Jeg var involveret i et trafikuheld, da jeg var i tyverne. Fik whiplash, måske hjernerystelse og skader ned gennem hele den højre side af min krop. Kroniske smerter, udmattelse og et meget lavt funktionsniveau er følgerne af det. De kroniske smerter gennem mange år har skadet mit centralnervesystem og gennem tiden har tingene virket ind på hinanden, så det på nuværende tidspunkt er svært at sige, præcist hvorfor jeg er så syg, som jeg er.

Det meget lave funktionsniveau gør, at hverdagen er mit rette element. Med rytme og mulighed for hvile. Når der sker så lidt så muligt og dagene og ugerne ligner hinanden så meget som muligt, kan jeg mest og har det bedst. Massevis af bittesmå vaner er tunet og finpudset i en sådan grad, at jeg i de fleste tilfælde har glemt, hvorfor jeg gør, som jeg gør (indtil jeg gør noget andet og tænker nårh ja, derfor .... )

I ferieperioden er der ikke rutiner! Enten er jeg alene hele tiden eller også slet ikke og alle uger er forskellige. Desværre slider det rigtig meget, giver smerter og gør sommerferien til årets spidsbelastningstidspunkt.

Personligt har jeg været hjemme hele sommeren. Jan og børnene har været på ferie: I Tyskland og i sommerhus. Derudover har børnene været herhjemme og på bedsteforældreferier og Alberte og farmor har været nogle dage i København. Det vigtigste kriterie for sommerperioden er at give børnene den bedst mulige ferie. Det synes jeg, at vi er lykkedes i, så på den måde er sommeren godkendt!

Jeg overvejede lidt at springe dette indlæg over, men det er en væsentlig del af livets gang hos os, så jeg synes, det hører med. Selvfølgelig er det sorgfuldt og svært, at det der pr. definition er et højdepunkt og noget positivt, ikke er det for mig og at det ikke er højsæson for familietid og oplevelser sammen.

Men, men nu er hverdagen her igen. Tid til restitution. Det regner ikke længere HVER evig eneste dag ;) og det er dejligt at være tilbage på bloggen <3